2021 har for Region Sjællands vedkommende - igen - været præget af corona, med alt hvad det har indebåret.
TEST OG VACCINER:
Der er blevet skaleret op og der er blevet skaleret ned, alt efter hvordan smittesituationen så ud - og alt efter om coronaen blev anset for at være en samfundskritisk sygdom eller ikke.
Der har været ydet en kæmpe indsats fra alle - lige fra ledelser til medarbejdere, for at få det hele til at køre bedst muligt - ligesom der er mange sundhedsfaglige pensionister og andre, som har ydet en kæmpe indsats for samfundet. TAK til alle - og tak til borgerne som har udvist forståelse for, at det har været en hel ekstraordinær situation, som vi alle har været i.
Jeg véd at der har været mange meninger om, hvordan borgerne synes test- og vaccinesteder var fordelt - men vi var nødt til at forsøge at fordele det bedst muligt, både ift vaccinernes skrøbelighed, bedste udnyttelse og også bedst benyttelse af de vaccinatører og podere der var til rådighed.
Kalundborg Kommune har været lige så godt tilgodeset som andre kommuner.
Den store indsats på coronaområdet, har desværre også betydet længere ventetid på behandling for ikke-akutte livs- og førlighedstruende sygdomme.
UDSÆTTELSER UNDER COVID-bølgerne:
Bølge 1
- 5000 operationer og 70.000 ambulante besøg
Når der blev lukket så meget ned under 1. bølge skyldtes det bla. at sygdommen var forholdsvis ukendt, og at sygdommen trak dybe spor i Sydeuropa.
Ved udgangen af 2020 blev det vurderet, at den udskudte ambulante aktivitet i forbindelse med første nedlukning på grund af covid-19, stort set var afviklet.
Bølge 2
- 3000 operationer og 30.000 ambulante besøg
Efter den anden bølge havde man afviklet ca. 70% da man ramte sygeplejerskestrejken i 2021
Bølge 3
• 1300 operationer og 8.000 ambulante besøg
Henvisninger til det private er fra 2019 til 2021 steget med 124% for at få behandlet flest muligt.
Det er ikke muligt isoleret set, at følge afviklingen af covid-19 udskydelser, da der er mange andre faktorer der har indflydelse på den belastning som opleves ude på sygehusene. Lad mig blot nævne sygeplejerskestrejken, vakante stillinger og mange smittede medarbejdere på sygehusene.
Nu arbejdes der hårdt på at få afviklet de “pukler” der er efter året der gik, sådan at mest muligt er væk i løbet af 2022, under hensyntagen til det pres der også er mange steder i sundhedsvæsenet.
Det var meget om covid - men hvis man går ind på Region Sjællands hjemmeside og søger i “nyheder”, så er det meste også om netop covid.
BRYSTKRÆFT:
Brystkræftområdet har igen i år været udfordret, hvilket desværre har betydet, at nogle kvinder har fået tilbudt deres screenings-undersøgelse op til 3 måneder senere end anbefalet.
Vi har været udfordret af, at vi mangler mammae-radiologer - vi har ialt 1,6 hvor hovedstaden har godt 14 (de er så en mio flere indbyggere).
Region Sjælland har i det forløbne år taget initiativ til at uddanne andre faggrupper til at foretage de radiologiske screeningerne, så vi igen kan tilbyde kvinderne undersøgelsen til tiden.
Uddannelserne er nu i gang, og de første er færdige, og blev ansat i januar.
I oktober forventede man at have indhentet forsinkelserne - jeg har ikke hørt nyt siden.
Overholdelse af pakkeforløbene er desværre meget sårbare, da det betyder uendelig meget, bare vi mister én operatør eller radiolog.
Vi arbejder hårdt på at gøre det bedre, dels ved at benytte andre faggrupper, hvor det er muligt, dels ved at samarbejde med Region Syddanmark og privathospitaler.
OVERHOLDELSE AF KRÆFTPAKKER:
På grund af covid, vakante stillinger og mange sygemeldinger, har 2021 desværre også været et år, hvor vi ikke har levet godt nok op til overholdelse af kræftpakkerne. Det har medført en såkaldt 8-punktsplan for kræftområdet
Der er afsat ca 18 mio ekstra til området, og pengene er udmøntet til indsatser, der relaterer sig til 8-punktsplanen og kræftområdet mere generelt.
De 8 punkter er:
1. Målopfyldelse på kræftpakker skal forbedres
2. Patientrettigheder om maksimale ventetider på kræftområdet skal overholdes
3. Borgerne skal opfordres til at gå tidligere til læge, hvis de oplever symptomer
4. Screeningsinterval ved screening for brystkræft skal overholdes
5. Der skal være højere deltagelse i screeningsprogrammer
6. Social ulighed i kræftoverlevelse skal mindskes
7. Senfølger og palliation på kræftområdet skal have særligt fokus
8. Personlig Medicin udvikles og implementeres
Der skal arbejdes videre med punkterne i 2022.
SENFØLGEKLINIK:
Flere og flere borgere kommer heldigvis over deres kræftsygdom. Men dermed er det ikke sikkert, at man vender tilbage til dét liv man havde tidligere, og blandt andet jeg har presset på, for at Region Sjælland skulle optimere indsatsen for de borgere, som rammes af senfølger.
I oktober kunne Region Sjælland så slå dørene op til den første Senfølgeklinik som er placeret fysisk på Universitetssygehuset i Roskilde.
LÆGEVAGT:
PLO (Praktiserende Lægers Organisation) opsagde aftalen med Region Sjælland om at drive lægevagt fra de 11 aftalte byer - herunder Kalundborg.
Det var vigtigt for den socialdemokratiske regionsrådsgruppe at disse byer stadig skal have en lægevagt.
Det lykkedes at få en aftale igennem, om end nogle af byerne - herunder Kalundborg, har en begrænset åbningstid. Regionsrådet vil holde øje med hvor meget de bruges, og derefter tage stilling til eventuelle ændringer i åbningstiden.
FREMTIDENS PSYKIATRI:
I oktober afholdt Region Sjælland et seminar med flere interessenter om Fremtidens Psykiatri. Det var et rigtig fint seminar, med mange vinkler på hvordan vi/region, kommuner og praktiserende læger med flere, kan samarbejde bedre om den enkelte borger.
Jeg ser frem til dels at følge Regeringens psykiatriplan og hvordan vi kan få den implementeret her til gavn for de borgere som har brug for det.
Som én af deltagerne sagde under seminaret “Det koster rigtig meget at vi ikke taler sammen - det koster rigtig meget mere at vi ikke løser problemerne sammen”
MILJØ:
Region Sjælland har taget initiativ til at påbegynde udskiftning af dieseltog til batteritog, således at vi bidrager til den grønne omstilling.
Der er etableret den (måske) første grønne regionale buslinje, mellem Roskilde og Frederikssund - så er vi i gang, men vi skal videre.
Vi har desuden en målsætning om at reducere brugen af plastik, selv om vi på dette område nok må konstatere af coronaen ikke har været på vores side, da meget skulle enkelt-emballeres og der har været et stort forbrug af engangs-værnemidler til beskyttelse af såvel borgere som medarbejdere.
Jeg har desuden bragt brugen af engangs-utensilier (sakse, pincetter og lignende) i spil. De er for en stor dels vedkommende produceret af metal, som i sagens natur (da de er engangs) ikke vaskes, steriliseres og genbruges - men selve metallet genbruges heller ikke.
Jeg tror der er lydhørhed for min mission - naturens reserver varer ikke evigt.
VALG:
2021 var også valgår til det nye regionsråd. Valget gik godt for Socialdemokratiet i Region Sjælland, da vi som den eneste region gik frem med 3,2% flere stemmer til 35.4%, som er det bedste i regionernes levetid - og vi øgede vores mandater med én, fra 14 til 15 socialdemokratiske regionsrådsmedlemmer.
Heino Knudsen fik et meget flot personligt valg, med 50.868 stemmer, det “kostede” lidt for os andre - men så bliver mandaterne “billigere” (der skal færre stemmer til for at opnå valg).
AFSLUTNING:
Jeg er taknemmelig for at jeg blev (også) genvalgt til Regionsrådet, og ser frem til de kommende 4 års arbejde, og vil gøre mit yderste både for Region Sjælland som helhed og for Kalundborg i særdeleshed.
Det var hvad jeg havde valgt at bringe denne gang. Du er altid velkommen til at skrive til mig på krk@regionsjaelland.dk - eller ringe, hvis du ikke har en mail, på 22376634
Tak for din tid - god generalforsamling.
Kirsten Rask
Medlem af Regionsrådet
Medlem af kommunalbestyrelsen.