fredag den 4. november 2011

FILDELFIA – ET KOMPETENT EPILEPSICENTER

Den socialdemokratiske gruppe i Region Sjælland ser gerne, at Filadelfia fortsætter som et respekteret og anerkendt kompetencecenter for behandling af patienter med epilepsi.

Målet er at fastholde og udvikle Filadelfias placering som et af de stærkeste epilepsicentre i Europa.

Det kræver en stærk og visionær plan for en forbedret forskningsindsats.

Det kræver, at Filadelfia kommer godt gennem en kvalitetsgodkendelse uden væsentlige anmærkninger ved den fornyede DDKM prøve her i slutningen af 2011.

Det kræver en konkurrencedygtig prissætning for Filadelfias ydelser i et sundhedsvæsen, der i større og større omfang fungerer på markedslignende vilkår, hvad enten man nu kan lide det eller ej.

Det kræver en aktiv salgsindsats i forhold til de øvrige 4 regioner, der endnu ikke har indgået tilkøbsaftaler.

Den socialdemokratiske gruppe i Regionsrådet støtter de forhandlinger, der for tiden pågår mellem regionrådsformanden og formanden for bestyrelsen for Filadelfia, og vi støtter alle bestræbelser på at bevare Filadelfia og de funktioner, der udføres i Havehuset og i ungdomsafdelingen. De må ikke lukkes ned.

Region Sjælland vil gerne medvirke økonomisk til at nå det mål, ligesom jeg ved, at vores regionrådsformand har tilbudt at formidle en stærk vision for Filadelfia med gode behandlinger i høj faglig kvalitet til de øvrige 4 regioner og bede dem om at benytte tilbuddene igennem tilkøbsaftaler.

Det er kontruktive tilbud til bestyrelsen for Filadelfia, og vidner om både mod til bevarelse og vilje til at udvikle af Filadelfia.
Det er ikke mindst en anerkendelse af både patienter, pårørende og de meget dygtige og engagerede medarbejdere der er ansat på Filadelfia.

Det er et aktivt og konstruktivt medspil fra Regionsrådet i Region Sjælland, og det er sådan jeg gerne vil forsætte mit arbejde i den socialdemokratiske regionsrådsgruppe når jeg (forhåbentligt) bliver valgt af sygeplejerskerne til kredsnæstformandsposten først i næste uge, så både patienter, pårørende, medarbejde og befolkningen kan se og mærke, at der er en engageret sygeplejerske der der arbejder konstruktivt i både Regionsrådet og i Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland.