Trods flere regionspolitikeres forsøg på livreddende hjælp
På regionsrådsmødet 6. januar, skulle der tages beslutning om den fremtidige præhospitale plan – altså den indsats der skal gøres for den akut syge eller tilskadekomne patient, inden de når ind på sygehuset.
Planen indeholder mange gode elementer, f.eks. skal alle der har brug for hjælp visiteres af sundhedsfagligt personale via telefonen, så de henvender sig det rette sted, og får den rette hjælp.
Der er også sikret et mere ”finmasket net” af akutbiler bemandet med paramedicinere og ambulancer, således at de fleste borgere skal kunne få hjælp indenfor 15 min.
Men planen har den konsekvens, at de læge- og sygeplejerske bemandede akutbiler som vi kender i dag, nedlægges fra 1. marts 2011 – og det trods stor bekymring for nogle af regionsrådsmedlemmerne.
Der var udarbejdet et alternativt forslag, der som supplement til den eksisterende præhospitale plan, lagde op til bevarelse af læge og sygeplejerske akutbilerne i et fornuftigt antal, i forhold til geografisk placering og økonomisk formåen med lægebil ved Næstved, Roskilde, Nykøbing F/Maribo, og Holbæk/Kalundborg – og sygeplejerskebil ved Vordingborg/Præstø/Møn og en i Odsherred.
Jeg er af den opfattelse, at den vedtagne plan ikke giver tryghed nok for borgerne i Region Sjælland især i Næstved og Roskilde og især i yderområderne som Lolland-Falster, Møn, Kalundborg og Odsherred – og skal her blot nævne et par af mine bekymringer:
Der går for lang tid, fra patienten kontakter alarmcentralen, til de tilses af en speciallæge – ca 78 minutter fra Nakskov og for Kalundborg og Nykøbing S´ vedkommende går der ca. 60 minutter – og det kan i yderste konsekvens koste både liv og førlighed.
Jeg er også bekymret for, at alvorligt syge og tilskadekomne børn ikke får den nødvendige behandling, da der netop på børneområdet er nogle begrænsninger i paramedicinernes uddannelse og kompetencer.
Jeg valgte derfor, at lade tvivlen komme regionens borgere til gode, ved at stemme imod en ellers god Præhsopital Plan, og stemme JA til det forslag som kunne imødegå de bekymringer som jeg – og andre regionsmedlemmer havde.
Desværre var vi ikke mange nok, der havde samme synspunkt – sådan er demokratiet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar