mandag den 10. december 2012
Lægehus tilbage til Svebølle?
Underskriftindsamling med borgmester-opbakning sendes til Region Sjælland - havner de det rette sted?
I NordVestNyt kan det læses at der er en gruppe borgere, der har skrevet under på en appel - med borgmester-opbakning - til Region Sjælland, til fordel for at få en eller to læger til at oprette praksis i Svebølle.
Jeg kan godt forstå, at borgerne i Svebølle er kede af at deres læge(r) indenfor kort tid er ophørt med at have praksis i Svebølle, og at det kan være en udfordring at komme ind til Kalundborg hvis man ikke lige har en bil, og i øvrigt er syg og svækket.
Jeg er bare nødt til at sige, at det er ikke noget som Region Sjælland har indflydelse på - og det burde Borgmesteren også vide.
Det er netop én af udfordringerne i det set-up som Regionerne har i forhold til de praktiserende læger.
Ifølge overenskomsten er det således, at samarbejdsudvalget (læger +region) beslutter hvor mange lægekapaciteter der skal være - og Klinikkerne er næsten fuldstændig offentligt finansieret - men - vi har ingen indflydelse på hvilke ydernumre der skal besættes først.
Der har desværre ikke været interesserede købere (læger) til klinikken i Svebølle Også Kalundborg by har svært ved at tiltrække, her er der kun er kommet en enkelt læge til siden 2007.
Det er en stor udfordring som Region Sjælland har forsøgt at imødegå ved at oprette en regionsklinik hvor ansatte læger har praksis i stedet for at eje deres egen klinik.
Der er ikke noget jeg hellere vil, end medvirke til, at der kommer en mere ligelig fordeling af disse praksis, og jeg vil forsøge at påvirke alle de steder jeg har mulighed for det.
Jeg vil også forsøge at påvirke til, at det bliver muligt, at der kommer lægehuse med flere læger og andre sundhedsfaglige medarbejdere, fordi det er vigtigt for det faglige miljø, at der er flere der kan udveksle erfaringer
Det vil også betyde at de til fælles kan have kompetente sundhedsfaglige medarbejdere, som kan varetage en del af opgaverne i lægehusene, så lægerne kan bruge deres lægefaglige ekspertise på de patienter som er mest syge.
Fakta:
Det er bemærkelsesværdigt at ifølge Professor Finn Diderichsen (Institut for Folkesundhedsvidenskab) har 30 pct. af landets private speciallæger praksis i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm og Frederiksberg kommuner, samt på Østerbro i København.
I forvejen er det netop disse steder, hvor danskerne har det bedste helbred og lever længst. Lægetætheden er her 104 pr. 100.000 borgere,mod 15 i resten af landet.
Professoren påpeger også at befolkningen i de ovennævnte områder går oftere til lægen, selv om de i virkeligheden er mere raske.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar