mandag den 22. oktober 2012

Smart EU-Sundhed – helt hjem i stuerne, også i Region Sjælland

Vi skal tænke smartere - Sundhed skal sættes mere på dagsordenen i EU-samarbejdet i fremtiden. Det var noget af dagsordenen på årets Open Days i Bruxelles. Der er ingen tvivl om, at der allerede bliver brugt mange penge på sundhed og sygdomme. Der er heller ingen tvivl om, at det også vil være en udfordring i fremtiden. Befolkningssammensætningen ændres i fremtiden – der kommer heldigvis flere ældre fordi vi lever længere og vi kan behandle flere alvorlige sygdomme - men samtidig bliver de yngre årgange som er erhvervsaktive mindre. Det betyder at der er færre til at betale for flere. Derfor er vi nødt til at tænke smartere. Vi skal ikke kun ”lægge år til liv” - vi skal også ”lægge raske år til liv”. Det betyder at det bliver endnu vigtigere med forebyggelse, så vi undgår at blive syge. Det vil give bedre mulighed for, at vi også i fremtiden får økonomisk mulighed for at kunne behandle de borgere, som bliver ramt at sygdom. Det altså ikke en spareforanstaltning – men en nødvendighed for, at vi får råd til at kunne behandle vores syge medborgere i fremtiden. På dette års Open Days i Bruxelles, som vel kan sammenlignes lidt med Folkemødet på Bornholm, hvor politikere mødes og udveksler erfaringer med nogle af de bedste ideer der er i EU-landende, var der flere oplæg som handlede om, hvordan sundheden kan forbedres hos befolkningen - Hvordan vi kan benytte/udnytte både ældre- og yngres ressourcer til gavn for hinanden - og hvordan telemedicinske løsninger* kan bruges, ikke kun til at forbedre behandlingen af borgerne, men også til at behandle borgerne af eksperter, uden at borgerne nødvendigvis behøver at rejse langt (hver gang) for at konsultere specialisten. Der ud over er Region Sjælland – som én af seks europæiske regioner - gået med i et projekt som kaldes ENGAGED** Vi skal blandt andet arrangere en workshop om forebyggelse og vidensdele fra de andres projekter. Det betyder at vi ikke alle skal ”starte med Adam og Eva” og ”opfinde hver en dyb tallerken”, og det vil betyde af vi alle kan løftes op på et højere niveau af viden end vi kan alene. Jeg forventer mig meget af den øgede vidensdeling på sundhedsområdet i den kommende tid – det vil betyde meget for den enkeltes sundhed – det vil betyde nødvendig viden for sundheds- og sygehusvæsenet – og medvirke til bedre behandling af patienterne. *Telemedicin betyder at man for eksempel kan måle forskellige værdier som blodtryk, iltindhold i blodet, indhold i blodet af blodfortyndende medicin, sårbehandling og andre lignende ting. **Europæisk netværksgruppe til en god alderdom, og dens udbredelse som er 100% EU-financieret.