mandag den 26. januar 2015

Pårørendeinddragelse er vigtigt - også for den ældre patient.

Socialdemokraterne vil have lighed i sundhed - også ved brug af Flex-trafik.

Region Sjælland vil rigtig gerne have patienterne som partnere og inddrage de pårørende. Det står  bla. i mange af sygehusenes breve til patienterne - det står bla. i Visionen "Patienten som Partner" og i "Gode råd til dig som patient".

Og det ER vigtigt - at man har mulighed for at være to til at huske, at få spurgt om det hele - to til at huske hvad, det var der blev talt om hos lægen/sygeplejersken og to til at støtte hinanden.
Det er især vigtigt når man er syg, for så er man ofte bange og reagerer ikke som man plejer. De ældre patienter er ofte autoritetstro overfor sundhedsfaglige, og får måske ikke spurgt om det hele.

Hvis man så har brug for/ret til at benytte sig af Flex-Trafik, så er der pludselig modsatrettede udfordringer.
For så siger reglerne, at det "ud fra sundhedsfaglig vurdering skal være nødvendigt at have en ledsager med". Det kan feks.  være, at man er dement eller andet.

De to ting hænger ikke sammen og derfor vil den socialdemokratiske regionsrådsgruppe sætte det på dagsordenen, således at alle har samme mulighed, uanset om man kører selv til sygehuset/lægen, eller om man skal med Flex-Trafik.
Hvordan det skal skrues sammen, må vi diskutere - men vi vil have lighed i sundhed - også når man opfylder reglerne for at køre med Flex-trafik.