fredag den 15. august 2014

Patientsikkerheden skal være OK

Det er slet ikke i orden at sikkerheden for patienterne ikke er lige høj døgnet rundt/året rundt.
Det har regionerne allerede gjort meget for at forhindre - bla.:
- Lukket små enheder og lavet 4 akutsygehuse i Region Sjælland (antal pålagt
at daværende VK-regering) som (skulle) sikre at der er det nødvendige specialuddannede personale til rådighed - og at der også er det nødvendige speciale-udstyr (scannere, laboratorieundersøgelser med videre) til rådighed. Det betyder så også, at der ikke kan være fuldt udstyret skadestuer/akutafdeliger på alle Regionens 6 sygehuse, da specialerne ikke er til stede.
- Vi undersøger og behandler langt flere sygdomme for færre kroner end vi gjorde tidligere.
- Vi dokumenterer og register som aldrig før, hvilket også sikrer patientsikkerheden.
- Og heldigvis viser LUP´en (Landsundersøgelse af Patienttilfredsheden) da også at der er stor tilfredshed bland patienterne - sidste år var det hele 91 % af de indlagte patienter og 96 % af de ambulante patienter som har et positivt indtryk af deres indlæggelse eller ambulante forløb samlet set og er dermed et af de bedst placerede områder i undersøgelsen.

Som sygeplejerske og medlem af Kredsbestyrelsen for Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland, véd jeg at der desværre sker flere fejl, når der er færre medarbejdere til rådighed, og det er noget som både DSR og Lægeforeningen har talt til politikerne om i flere år.
- Vi undersøger og behandler langt flere sygdomme for færre kroner end vi gjorde tidligere - og det er rigtig godt - det må bare ikke gå ud over patientsikkerheden.
- Der dokumenteres og registreres rigtig meget mere end tidligere - det er i stor udstrækning nødvendigt i forhold til patientsikkerheden.
- Jeg véd at medarbejderne har rigtig travlt hele døgnet og gør deres allerbedste - men jeg véd også, at der er en diskrepans mellem nye opgaver der skal udføres og de ressourcer (normeringer) der skal udføre opgaverne. Det er som om man ikke kun vil "gøre sækken mindre", men man vil også "fylde mere i den".
Det kan desværre tage fokus fra patienterne og reducere patientsikkerheden.

Undersøgelsen i MX viser med al tydelighed at "sækken allerede er mere end overfyldt" - patientsikkerheden skal sikres døgnet rundt/året rundt.

Tidligere var patienterne indlagt i længere tid for deres sygdomme og behandling - men i dag er man kun på sygehuset, så længe man ikke kan være andre steder. Det kan der være meget god fornuft i - man bliver ikke hurtigere rask på sygehuset - tvært imod, så bliver man hurtigere bedre, når man er i vante omgivelser, og de fleste undersøgelser kan foretages ambulant i dag.
Men det stiller også øget krav til medarbejderne - også i weekenderne - hvor der ofte er lige så meget at gøre med undersøgelser og behandling som på hverdage - derfor må det genovervejes om man vil betale det det koster, at have et akutsygehus på omdrejningshøjde i weekenderne/ferier/helligdage - eller om man politisk vil tage det ansvar at patientsikkerheden er lavere i disse tidsrum?

Jeg véd godt hvad jeg vil vælge - dét var nemlig én af årsagerne til at jeg overhovedet gik ind i politik.
Jeg vil til enhver tid vælge patientsikkerheden - vi må finde måden at gøre det på, så også økonomien hænger sammen.