mandag den 23. september 2013

Gør-det-selv i Sundhedsvæsenet



Sundhedsvæsenet skal i højere grad bringes hjem i folks egne stuer


Der er sket meget på sundheds- og sygehusområdet de senere år - meget af det har medført at der er blevet længere at køre, når man som patient skal besøge lægen/specialisten.

Det kan give god mening, at køre hen til speciallægen og tale med ham/hende, eller at få en undersøgelse af en eller anden slags - og det kan da heller ikke undgås i fremtiden.

Men i de situationer, hvor det ikke er strengt nødvendigt at sidde overfor lægen eller deltage i en undersøgelse, kan det være en god idé at "få lægen hjem i stuen", ved hjælp af såkaldt ”telemedicinske løsninger”

Det kan man gøre på flere måder - jeg skal bare nævne nogle af dem her:
Man kan have en såkaldt videokonference med behandleren, hvor begge er tilknyttet en slags telefon med skærm/Computer.

Hjemmesygeplejersken tage billeder af f.eks. sår, som sendes til lægen og via telefon få besked om behandlingen.

Man kan også måle blodtrykket over hele døgnet med apparat som er koblet op til lægen via internettet, så denne kan se hvordan blodtrykket er derhjemme. – og revidere behandlingen,

Det er også muligt at foretage urinprøve-undersøgelser ved at tisse på en strimmel og ved hjælp af en APP til en Smartphone, at "aflæse"/affotografere den, hvor svaret sendes til lægen.

Der er mange patienter der efter blodpropper er i blodfortyndende medicin, og som jævnligt skal have målt blodets evne til at størkne, så lægen kan ordinere den rette medicin - det er også muligt at gøre hjemme, og dermed undgå køreturen til lægen.


Disse eksempler vil gøre det muligt for mange patienter, stadig at kunne passe sit arbejde, samtidig med at de er i behandling for en kronisk lidelse.

Det vil været en stor lettelse for mange ældre, smerteplagede og gangbesværede patienter ikke at skulle ud og køre, hver gang de skal have foretaget en undersøgelse.
Telemedicin vil kunne frigøre nogle af de ca. 622 mio som Region Sjælland bruger på patienttransport - foruden alle de penge som kommunerne bruger på at køre patienterne til f.eks. pratiserende læge.
Penge som sagtens kan bruges til andre behandlinger og/eller at udvikle nye interessante løsninger - til gavn for os alle.

Nu er det jo ikke sådan at jeg mener at alle skal kunne "behandle sig selv" - men dér hvor det giver god mening og dér hvor patient og behandler kan samarbejde om behandlingen, er det en rigtig god idé - alle andre skal have den hjælp som netop de har behov for.

søndag den 22. september 2013

Fødeklinikkers kvalitet undersøges.




Lever de op til Sundhedsstyrelsens (SST) kvalitetskrav? På opfordring fra Embedslægen, laver SST nu et tilsyn.

"Fødslen" af Region Sjællands første private Fødeklinik var lang og besværlig - og det ser ud til at "barselsperioden" heller ikke går helt glat.

Et flertal udenom Socialdemokraterne (S) vedtog i år at tillade private fødeklinikker at byde sig til, til at hjælpe gravide kvinder i deres graviditet og fødsel, støttet af offentlige skattekroner.

Inden beslutningen i Regionsrådet, havde Regionsrådet spurgt Sundhedsstyrelsen til råds om planerne, da det var en beslutning der gik ud over den vedtagne Fødeplan med fødesteder på Regions 4 akutsygehuse (se faktaboks)

SST havde bla. følgende bekymringer:
• Fødselstallet er ikke stigende, tvært imod, og det vil betyde færre fødsler på de 4 offentlige fødesteder - som igen kan betyde mindre fødselserfaring og færre stillinger.
• Sikkerheden på en privat fødeklinik er ringere end på offentlige sygehuse, hvor der er fødselslæger, anæstesilæger (bedøvelse), børnelæger og andre specialister indenfor rækkevidde.
• Der er lang transport til akutsygehusene fra Fødeklinikken, som kan betyde en vis risiko for den fødende og deres baby.

Disse bekymringer kunne S ikke sidde overhørig, og vi valgte derfor ikke at stemme for forslaget.
Vi hilser nu Sundhedsstyrelsens beslutning om en tilsynssag velkommen, og håber for både de gravide, babyerne, fødeklinikken og de ansvarlige politikere, at det én gang for alle, nu afgøres om kvaliteten på private fødeklinikker er i god nok, således at vi alle kan være trygge ved alle de fødesteder vi har i Region Sjælland.


Socialdemokraternes Regionsrådsgruppe
Kirsten Rask

Faktaboks:
Føde-, barsels- og børneafdeling er midlertidigt fysisk på Næstved Sygehus, som ikke længere er et akutsygehus, men skal ifølge sygehusplanen og SST flyttes til Slagelse så snart der er udbygget til det.

onsdag den 4. september 2013

Skal pleje og behandling "udliciteres" til frivillige?


Vil Region Sjællands borgerlige partier vil gå på kompromis med kvaliteten på sygehusene?

V, K, DF og R har ifølge medierne fremsendt et forslag til Budget 2014 om at "fixe" et oplæg til 2% besparelse på sygehusområdet, blandt andet ved at benytte sig af et:
"stort uforløst potentiale i at aktivere det frivillige arbejde på vores sygehuse".

Frivillige organisationer, som f.eks. Kræftens Bekæmpelse og Røde Kors, yder allerede nu et stort arbejde for de patienter, som har brug for vejledning i forhold til kræftsygdom og som besøgsven til langtidsindlagte patienter, som ikke har så mange besøg.
Det er en stor og uvurderlig hjælp for mange, og dét skal der ikke røres ved.
Det er tvært imod et område som godt kan hjælpes på vej, med en frivillighedskoordinator, som de borgerlige foreslår.

Men jeg bliver bekymret når det siges i "samme åndedrag" som de taler om besparelser - for så må jeg spørge dem:
Hvad er det for  opgaver, de borgerlige vil have frivillige til at løse?
Hvilke opgaver ligger ud over frivilliges formåen?
Hvilke frivillige kan bruges? og hvilke kan ikke?

Hvis frivillige skal løse patientnære (pleje- og behandling) opgaver, hvordan vil de så sikre:
Kvalitet i pleje og behandling?
At Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) overholdes?
Tavshedspligt?
At registrering og dokumentation udføres som foreskrevet?
At der altid er kompetente hjælpere, til de opgaver der skal løses?

Jeg vil arbejde for, at socialdemokraterne forsat støtter, at pleje- og behandlingsopgaver også fremadrettet varetages af sundhedsfagligt uddannet personale.
Jeg støtter gerne at patienter der har brug for det, f.eks. kan få besøg af en besøgsven og at rådgivning af forskellige patientforeninger kan forsætte.

Jeg støtter gerne en frivillighedskoordinator til at koordinere disse opgaver, hvis det skønnes nødvendigt - såfremt det frivillige arbejde stadig forbeholdes til at være til opgaver, der ikke har karakter af pleje og behandling.



.