onsdag den 25. oktober 2017

Borgerinddragelse i egne sager

Borgeren og de pårørende er de virkelige eksperter i eget liv.

Det gør mig trist, når jeg i valgkampen hører om flere tilfælde hvor borgere fortæller om, at de ikke føler sig "hørt"/lyttet på af medarbejdere i Kalundborg Kommune.

Forældre fortæller om, at der ikke bliver lyttet til hverken deres eller deres børns ønske om feks skoletilbud.
Forældre beretter om, at der ikke bliver lyttet til hverken deres eller deres handicappede børns ønske om botilbud og lignende.
De fortæller, at deres (voksne) barn bliver dårligere af de tilbud de får.

Jeg kender naturligvis ikke sagerne i enkeltheder eller fra alle synspunkter, og kan derfor heller ikke garantere, at afgørelserne ændres radikalt, eller får præcis dén form, som man som forældre ønsker sig, for borgerinddragelse er ikke nødvendigvis lig med "frit valg på alle hylder".

Hvis jeg bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen, vil jeg arbejde for bedre dialog mellem borgerne, deres pårørende og de kommunale instanser, så brugerne inddrages, og bedre forstår beslutningerne.

Jeg har været formand for Udvalget Patienten som Partner i Region Sjælland, så jeg har erfaring i at arbejde med borgerinddragelse.

Så stem personligt


Kirsten Rask
Kandidat til kommunalbestyrelsen Kalundborg Kommune og Region Sjælland

søndag den 22. oktober 2017

Medarbejderne er den vigtigste ressource - også i Kalundborg

Dem skal vi passe godt på - for de er de virkelig uerstattelige.

Når mit ønske om at blive valgt til både kommunalbestyrelse og regionsrådet går i opfyldelse, vil jeg arbejde for at sikre medarbejderens trivsel og dermed også øge mulighederne for rekruttering og fastholdelse i jobbet.

Det er ikke alene til ulempe for borgerne, når de gentagne gange skal skiftesagsbehandler/ SSH/SSA/Sygeplejerske/pædagog/lærer/etc, fordi arbejdspladsen eller medarbejderen ikke fungerer optimalt.
Det er ressourcekrævende af de der er tilbage på jobbet, når man skal afskedige erfarne-  og ansætte nye medarbejdere - måske oven i købet ufaglærte, fordi det ikke er muligt at tiltrække faglærte medarbejder!
Det koster et ikke ubetydeligt beløb, at oplære nye medarbejdere.

Det er min vurdering, at en god arbejdsplads har et godt arbejdsmiljø, med mulighed for kompetenceudvikling.

Jeg vil arbejde for at sikre, at synspunkter fra medarbejdere på alle niveauer, inddrages i samarbejdet med politikerne, således at politikerne får et mere nuanceret grundlag at træffe beslutninger på - dels for borgernes skyld, men så sandelig også for alle de medarbejdere, som vi som politikere har ansvaret for

Medarbejderne i Kalundborg og Region Sjælland skal tilvælge os i - ikke fravælge os.


Kirsten Rask
Kandidat til Kommunalvalg Kalundborg Kommune og regionsrådet, Region Sjælland (A)

Genoptræning efter erhvervet hjerneskade

Det er ikke godt nok at "overleve" - man skal også "leve godt" med sin erhvervede sygdom.

Desværre er der også i Kalundborg kommune, borgere der bliver ramt af hjerneblødning eller blodpropper - også kaldet apopleksi.

Noget af dét jeg gerne vil arbejde for, hvis jeg får personlige stemmer nok, til både at blive valgt til kommunalbestyrelsen i Kalundborg og Regionsrådet i Region Sjælland (A) er, at sikre at vi også i Kalundborg Kommune, har de mest optimale forhold, for at bringe borgerne så godt tilbage til dén hverdag de havde, inden de blev syge.

Vi skal sikre at der er specialuddannet personale til borgere med erhvervet hjerneskade, en såkaldt hjerneskadekoordinator.

Det er vigtigt, at kommunens hjerneskadekoordinator, eller anden tilsvarende, deltager i de tværfaglige planlægningsmøder på sygehusafdelingerne i god tid inden udskrivelsen, således at borgerne får den bedst mulige tilbagevenden til egnet bolig.

Såfremt der stadig er behov for intensiv træning på kommuneniveau, er det vigtigt at vi har egnede genoptræningspladser med specialuddannede medarbejdere, som har rehabilitering/genoptræning i fokus. Det har de i de fleste andre kommuner.

Dét og meget andet, er noget jeg vil arbejde for at sikre, når jeg bliver valgt til både region og kommune.


Kirsten Rask
Kandidat til Kalundborg Kommune og Region Sjælland (A

Vi skal vide, hvad vi får

Genindfør beskikkelsesordning for translatører og tolke

Erhvervsministeriet afskaffede Beskikkelsesordningen for translatører og tolke pr. 1. januar 2016, hvilket betyder at enhver som mener de kan tale og forstå dansk og et fremmed sprog, kan nedsætte sig som tolk.
Der er med andre ord, ingen kvalitetssikring på området.

Dét giver kaos på området og underminerer de der møjsommeligt har uddannet sig til Cand.ling.merc og som har de rette kompetencer for at kunne oversætte på et højt niveau.

Lige nu hører vi i medierne om tolke på sundhedsområdet, som ikke engang kan sproget, hvilket kan have katastrofale følger for den enkelte patient - det er simpelt hen ikke godt nok.

At tolke er jo andet og mere end at oversætte ord for ord - at tolke er også at kende til hvad der menes med ord og måden de sammensættes på, egn for egn.
Vi behøver ikke at gå længere end til dansk for at komme med et eksempel på dette: "det er da meget godt", som i hovedstadsregionen betyder "det er da rigtig godt", men som på jysk siges og forstås som: "joh...   det er vist lidt halvskidt"

Så nu må Erhvervsministeriet på banen, og se at få genindført Beskikkelsesordningen for translatører og tolke, så virksomheder og offentlige instanser véd hvad de får, får de får oversat af en beskikket translatør/tolk.

Kirsten Rask
Regionsrådsmedlem Region Sjælland (A)
Kandidat til Regions- og Kommunalvalg (Kalundborg) 2017