tirsdag den 25. december 2018

Julebrev Region 2018

Nu er det jul igen.....    synger vi i en gammel julesang. Det betyder også, at  det første af denne 4 års valgperiode snart er gået.

Hvordan er det så gået? Joh....    det er gået både godt og mindre godt.

Som bekendt fik det socialdemokraterne formandsposten, med Heino Knudsen som Regionsrådsformand.

Vi har et godt samarbejde med konstitueringspartierne, SF, DF og LA som borger for et godt videre samarbejde i resten af perioden.

Men - for der er et men. Regeringen gør det ikke let for os.
Region Sjælland mistede nemlig 112 millioner kroner på budgettet til Regional Udvikling i forbindelse med erhvervsfremmereformen. Et beløb, der langt oversteg de 72 millioner kroner, som regionen hidtil har brugt på erhvervs- og turistfremme, og som regeringen ikke mener vi forsat skal arbejde med i regionerne.

Kollektiv transport:
Derfor var der besparelser på den kollektive trafik, som desværre betød at nogle busruter fik reducerede afgange, mens andre helt bliver lukket - se hvilke her: 

I øjeblikket pågår der forhandlinger med kommunerne om, om de vil overtage nogle af ruterne,
Der er ingen tvivl om, at vi er kede af at reducere i offentlig trafik, men må samtidig konstatere, at selv om vi reducerer i ruter, så bruger vi (som den eneste region) stadig ca 75% af det samlede budget til Regional Udvikling til kollektiv transport, hvilket betyder at der er mindre til de øvrige opgaver på  området.






Sundhed
Vi havde mange gode intentioner da vi vandt valget, og dem har vi da heldigvis stadig. Vi vil feks rigtig gerne:
  • gøre det stadig bedre at være patient i Region Sjælland
  • Skabe mere nærhed i sundhed - altså rykke behandlingerne tættere på borgerne, hvor det er muligt.
  • Øge lighed i sundhed
  • Arbejde for bedre arbejdsmiljø, rekruttering og fastholdelse
Og meget mere....

Vi er også rigtig godt på vej på mange områder, men også her er der desværre et men...   Det viste sig at økonomien ikke var så god, som vi havde håbet, hvilket der er flere årsager til - bla. at vi bruger mere dyr sygehusmedicin og at der har været flere patienter som er blevet behandlet for flere sygdomme. 
Det kan nok heller ikke udelukkes, at indførelsen af Sundhedsplatformen har sin andel af det, idet sygehusene ikke selv har kunnet nå at behandle alle deres patienter selv, hvilket også har betydet, at der er behandlet flere udenregionalt og på private sygehuse, som udhuler sygehusenes økonomi, fordi udrednings- og behandlingstiden jo har været uændret på 1 måned.
Det er med offentlig økonomi som helhed - og regionernes i særdeleshed* ligesom med husholdningspungen derhjemme - hvis den bliver tom, må man “sætte tæring efter næring” og reducere udgifterne.
Det måtte vi desværre også gøre i Region Sjælland, hvilket desværre har betydet, at vi har måttet opsige 191 medarbejdere og yderligere varsle 73 med væsentlige stillingsændringer** - ikke fordi der ikke er brug for dem, at de ikke passer deres arbejde eller ikke er dygtige - men fordi der i øjeblikket desværre ikke er økonomi til at beholde dem.

Det er rigtig rigtig ærgerligt, for at der er færre medarbejdere, betyder jo ikke, at der er færre opgaver der skal løses, og vi kan desværre ikke love patienterne, at de slet ikke vil komme til at kunne mærke det. 
Jeg er til gengæld sikker på, at de medarbejdere som patienterne vil møde, vil gøre deres yderste for at gøre det så godt som muligt, for det er meget dygtige og dedikerede medarbejdere vi har i Region Sjælland.

Vi håber og tror på at vi nu har tilpasset økonomien på en sådan måde, at økonomien kan genoprettes og vi så igen kan begynde at udvikle alle de tiltag og idéer som vi gik til valg på.

Her hvor det snart er nytår kunne man næsten fristes til at sige ligesom Dronning Elizabeth sagde om året 1992 “Annus horribilis” (latin: rædselsfuldt år), hvis det ikke også er fordi der også er sket meget godt, hvor vi feks har gang i udvikling af:

  • e-hospitalet, hvor det digitale sundhedsvæsen rykker meget tættere på den stabile patient - enten til det nærmeste sundhedscenter eller helt hjem i borgerens hjem.
  • Mobile blodprøvetagninger, som snart kommer ud og køre til de svageste borgere.
  • Lægeuddannelse i Region Sjælland som forhåbentlig på sigt vil afhjælpe vores lægemangel
  • Øget optag af Sygeplejestuderende bla i Holbæk
  • Døgndækning af lægebetjening på skadeklinikkerne i Roskilde og Næstved
  • Meget mere nærhed i behandling af stabile patienter, efter at de er akut behandlet på et akutsygehus.

Så på trods af besparelser på både sundhedsområdet og kollektiv trafik, så ser jeg frem til det kommende år, hvor vi kan arbejde videre med at gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre til gavn for borgerne - og det er jo valgår - så hvis jeg kan få et juleønske opfyldt, så vil jeg ønske mig, at der kommer en ny regering med Mette Frederiksen som Statsminister, og at denne nye regering vil betænke regionerne med de penge, som det koster at drive såvel et godt offentligt sundhedsvæsen som den kollektive trafik.

Med dette vil jeg ønske dig og din familie et forsat godt 2019
....   og nyd juleferien præcis som du holder af det 



Kirsten Rask
Regionsrådsmedlem

For yderligere spørgsmål: Krk@regionsjaelland.dk


*vi kan jo ikke udskrive skat, så har kun de penge som Danske Regioner kan forhandle sig til med regeringen


** det kan feks være nedsat tid, stilling på andet sygehus eller fra en funktion til en anden.

Ingen kommentarer: