Har netop læst på Direktionens dagsorden, at vi snart får mulighed for at give børn og unge mellem 12 og 29 år det helt unikke tilbud, at de kan søge hjælp og rådgivning, hvis deres mentale trivsel ikke er helt i top.
Jeg har talt for at få HEADSPACE til vores kommune, i en del situationer, de sidste mange år.
Allerede under sidste valgkamp havde Kalundborg-Odsherred-kredsen arrangeret et møde med tidligere Statsminister Poul Nyrup Rasmusssen (som er protektor for HEADSPACE) på Psykiatrihospitalet i Slagelse, hvor han fortalte om, hvor vigtigt det er for unge med mistrivsel, at de har et sted at gå hen, hvor intet er for småt at henvende sig.
Hvad er HEADSPACE:
Headspace hjælper unge, der har brug for nogen at tale med.
Headspace er et sted, hvor de unge kan tale med nogen om alle problemer og spørgsmål. Ingen problemer er for store eller for små. De kan for eksempel bruge headspace hvis de:
- har problemer med skole, venner, familie eller andre.
- har problemer med studier, arbejde, økonomi eller andet praktisk.
- bliver eller er blevet mobbet, generet eller andet.
- har svært ved at koncentrere dig.
- gerne vil tale med nogen om seksualitet, identitet, forhold eller andet.
- har problemer med alkohol, hash, stoffer eller anden afhængighed.
- ikke har følt sig som sig selv i lang tid.
- har brug for vejledning om prævention eller seksuelle spørgsmål.
- føler sig nede, stresset eller bekymret.
- føler sig syg eller synes, deres dagligdag er uoverskuelig.
- har andre problemer eller emner, de gerne vil tale om og have støtte til.
Mange psykisk sårbare debuterer med egentlig psykisk sygdom i ungdomsårene, men har tidligere frembudt på symptomer som feks. ensomhed, isolation og mistrivsel - det KAN senere blive til egentlig psykisk sygdom som mentale udfordringer i forskellig grad. Det kan feks. være selvskade og/eller spiseforstyrrelser, borderline eller andet.
Det er dog ikke alle psykiske sygdomme der kan forebygges - desværre.
Jeg ser frem til at høre mere om initiativet - og ikke mindst ser jeg frem til, at give Kalundborg Kommunes unge med mistrivsel og måske psykisk sårbare, et godt tilbud til bedre at håndtere deres udfordringer, inden det bliver alt for overvældende.
Vi har i Kalundborg alt for mange som ikke trives i skolen, som dropper ud, som mistrives, som har psykiske udfordringer, som ikke består 9. klasse med karakterer som betyder at de ikke engang har “frit valg” på “nederste hylde” i uddannelsessystemet.
Og med de viden vi har i dag, hvor borgernes fremtidige sundhedstilstand er afhængig af mental trivsel, skoleuddannelse, kompetencegivende uddannelse og job - så kan det kun glæde mig helt ind i hjertet, at vi nu får HEADSPACE til Kalundborg.
Kirsten Rask
Medlem af Kommunalbestyrelsen og Regionsrådet