torsdag den 6. august 2009

Skal Region Sjælland Forskelsbehandle i Sundhedsvæsenet?


Jyllandsposten (JP) bragte 23.07.2009 et indlæg om, at mere end hver 4. adspurgte regionspolitiker mener, at patienter med livsstilssygdomme skal prioriteres ringere end andre patienter.
Det er, efter min mening, et udtryk for et ualmindelig ringe menneskesyn, og det vil på længere sigt kunne betyde en bombe under sundhedssystemet.
Jeg mener, at det vil være gavnligt for dansk økonomi på længere sigt, at få bragt disse livsstilssygdomme rigtig meget ned, ved at satse langt mere på sundhedsforebyggelse, end man gør nu – at Regioner og Kommuner burde indgå et langt bedre samarbejde på området. Det er rigtig ærgerligt, at det er kommunekassen der betaler forebyggelsen og Regionskassen der betaler helbredelsen, fordi det kan betyde et lavere incitement til at fokusere på problemet.
For hvis vi ikke hjælper rygeren til at holde op med at ryge, alkoholikeren til at holde op med at drikke, medicinmisbrugeren til at holde op med sit misbrug og den overvægtige til at tabe sig etc. – så vil vi opleve langt større belastning af sundhedssystemet, end det vi kender til nu, idet den overvægtige kan udvikle sukkersyge, have risiko for amputationer, få brug for hjemmehjælp og hjemmesygepleje og måske komme på førtidspension – lignende historier kan siges om de øvrige livsstilsrelaterede lidelser. Og det er omkostningstunge foranstaltninger.
Det er netop når man har patienten inde ”i andet ærinde”, at man får patienter i tale, og dermed kan være med til at motivere til livsstilsændringer – for det er netop, når borgeren er blevet syg af sin ”dårlige” livsstil, at denne kan være motiveret til at ændre den.
JP´s indlæg beskriver, at nogle af de adspurgte mener at hvis to næsten identiske patienter står på ventelisten, så må den med livsstilssygdomme vente – hvem skal afgøre hvem der skal vente? Og hvad skal kriterierne være? Er det f.eks. også selvforskyldt når rytteren falder af sin hest og kommer til skade og når håndboldspilleren eller badmintonspilleren river sin achillessene over?
Sundhedsvæsenets fornemmeste opgave må derfor være at :
· at de mest syge bliver behandlet først
· at visitationen sker ud fra en faglig vurdering af sundhedspersonale
· behandle alle patienter ens - uanset om patienten er i arbejde, har livsstilssygdomme eller kan udsættes for andre diskriminerende vurderinger

Ingen kommentarer: